Hokus pokus din opdatering i fokus – 5 simple trin og en tjekliste

14.08.2019 af Kommentér

Hvis du er aktiv på LinkedIn eller et andet socialt medie, så har du sikker spekuleret over, hvorfor du nogle gange får få likes på din opdatering og andre gange mange.

Forklaringen er enkel. Forskellen på den gode og den dårlige opdatering ligger i nogle få men helt centrale detaljer, som fx om det indhold du deler er autentisk – og ikke mindst i måden du formulerer din tekst på.

Det lyder måske lidt langhåret og næppe som noget du fikser med et trylleslag, men hvis du overholder nogle få simple guidelines, så vil du skabe mere opmærksomhed med dine opdateringer.

Det vil betyde, at du kan påvirke dit netværk med de emner, du brænder for i højere grad, du vil samtidig styrke dit personlige brand – og jeg vil også garantere, at du kan se effekten på antallet af likes.

Så hvordan laver du fængende opdateringer, der sikre dig opmærksomhed i overfloden af budskaber i dine følgeres news feed? Det får du min opskrift på i dette blogindlæg.

5 ingredienser, der gør dine opdateringer kniv skarpe

Den fængende opdatering er:

  1. Personlig
  2. Præcis og i øjenhøjde
  3. Relevant for modtageren
  4. Fængende – særligt i første linje
  5. Værdiskabende.

I de følgende afsnit kan du dykke ned i, hvad der ligger i hver af de fem punkter. Du vil sikkert opdage, at meget af det der står, er ganske logisk. Og i virkeligheden ret simpelt, når du er blevet opmærksom på det.

Og til slut i teksten får du min meget lavpraktiske tjekliste til det gode indhold, med konkrete tommelfingerregler – den er lige til at gå til.

Bemærk dog, at bloggen her kun har selve emnet og teksten i din opdatering som omdrejningspunkt. Jeg kommer ikke ind på betydningen af fx brug af billede eller video – eller på timing for din deling, som også er elementer, der har effekt på din opdaterings succes.

1. Personlig

Den gode opdatering er personlig. Indholdet skal derfor handle om et emne, du brænder for eller synes er vigtig.

Sociale medier handler om sociale relationer. Relationer har man til mennesker. Ikke til virksomheder eller brands. Så enkelt kan det siges. Derfor vægter vi også den personlige afsender utroligt højt, når vi skimmer vores news feed. Specielt fordi vi stoler på de mennesker vi kender, netop fordi vi kender dem. Vi ved hvad de brænder for, hvad de er specialister i eller hvad de har erfaringer med.

Derfor er det vigtigt, at dine relationer på sociale medier kan ”mærke” dig i den tekst og den opdatering du deler. En god tommelfingerregel er, at spørge dig selv, om det indhold du deler, handler om et emne, du brænder for. Ville du selv læse, klikke på det og like det, hvis en anden delte?

Middag med venner

Jeg har altid billedet her med, når jeg holder oplæg. Det skal minde tilhørerne om, at sociale medier handler om mennesker. De emner vi synes er vigtige og interessante at tale om i virkeligheden er også de emner og samtaler, der interesserer os på sociale medier. De sprøgsmål vi stiller og de anerkendende nik vi giver i samtalen omkring bordet er de samme mekanismer, der plejer relationer på sociale medier – bare i form af likes og kommentarer.

2. Præcis og i øjenhøjde

Sproget på sociale medier er derfor som en samtale mellem to personer. Drop det tørre og korrekte sprog, som vi nogle gange bruger i mails og lignende. Forsøg i stedet at skrive din tekst direkte og i øjenhøjde, som hvis du talte til en ven.

Jeg vil faktisk anbefale, at du fortæller, det du vil skrive til en ven eller kollega først. Og bagefter skriver det ned, med de ord og forklaringer du brugte, da du talte. Og helst så kort og præcist som muligt. På den måde kommer du lettest væk fra det tunge ”arbejdssprog” du er vant til og over i et mere let tilgængeligt og forståeligt sprog.

Jeg oplever indimellem at nogle synes, det kan være ubehageligt at droppe det formelle sprog. For så forsvinder distancen og følgerne får lov at komme et skridt tættere på. Og det er rigtigt. Men det er indsatsen værd. Og så længe du deler ud af din faglighed, så er den private side af dig stadig privat.

3. Relevant for modtageren

Forskellen på en effektiv og en ineffektiv opdatering er ofte om dit netværk oplever, at det indhold du deler er relevant for dem.

Alt for mange opdateringer på sociale medier handler om selviscenesættelse på den ufede måde. Altså den type opdateringer, der har fokus på, hvor god du selv er. Dem bør du kun dele ganske få af. Derimod vil jeg anbefale, at du deler opdateringer, der fokuserer på, hvordan du kan hjælpe dit netværk eller på hvordan du og dit netværk sammen kan ændre noget i verden til det bedre. Altså en mere ydmyg tilgang.

Der findes mange forskellige måder, hvorpå du kan iscenesætte dig selv på en mere ydmyg og sympatisk måde fx ved at dele ud af din faglige viden og erfaring. Gode råd, tips, tricks og erfaringer er altid værdsat, fordi det kan hjælpe dit netværk eller give dem nye indsigter. Og samtidig får du mulighed for at fortælle, hvad du gemmer på af viden og erfaring, som de måske ikke var klar over.

Deltager du i konferencer og til events, så giv dit netværk et sneak peak af dagens bedste indsigt eller oplevelse. Hvis du selv bidrager til indholdet, så del ud af det du bidrog med, så flere kan få gavn af det.

Det er også oplagt at fremhæve vigtige emner og andre mennesker fx kolleger eller samarbejdspartnere eller andres gode indhold. Alt fra personlige historier, erfaringer, artikler, analyser osv. virker ofte som effektivt indhold at dele. Det er en god måde at vise dit netværk, hvad du synes er vigtigt – og du giver samtidig nogle andre et skulderklap på vejen, som du måske vil få tilbage en anden gang.

For sådan virker sociale relationer, hvis vi hjælpes ad og gør hinanden gode, så kommer det ofte godt tilbage.

4. Fængende – særligt i første linje

Næste skridt er selve teksten i din opdatering. Den absolut vigtigste sætning er den første. Hvis din tid er knap, skal du bruge den på at få den første linje til at sidde lige i skabet.

Virkeligheden er, at vi alle skimmer, når vi tjekker vores news feed. Du har et splitsekund til at fange dit netværks opmærksomhed. For de har travlt og gider kun at læse videre, hvis indholdet rammer deres interesse, virker spændende og ser ud til at kunne bringe dem værdi.

Det kan koges ned til at, at dit netværk kun ser de første 3-5 ord i din opdatering – og på baggrund af det, vurderer de lynhurtigt, om de vil læse mere.

Se screendumps herunder fra en eyetrackinganalyse, der måler, hvor øjnene hviler på skærmen. Det er næsten skæmmende, så lidt vi ser.

Eyetracking

Det farvede område er dér, hvor øjnene hviler. Hvor der er mest rødt er de steder, hvor flest fokuserer.

Du skal derfor sætte det meningsbærende ord i den første sætning. Det betyder, at hvis din opdatering fx handler om ny viden inden for digital ledelse, så skal netop de ord ind i første linje – så tidligt som muligt. Drop lange indflyvninger og fortællinger om, hvor du stødte på den nye viden eller lignende. Gå direkte til sagen. Vær så specifik som muligt og fortæl med det samme, hvad dit netværk får ud af at investere tid i din opdatering.

Og skriv direkte til dine læsere. Start aldrig din opdatering med ”Jeg…” eller med navnet på din virksomhed. Din tekst skal fokusere på, hvilken værdi din modtager får og ikke på dig, som afsender. En god tommelfingerregel er derfor, at luge ud i ”Jeg” og ”Virksomhedsnavn” og erstatte det med ”Du”. Så bliver teksten næsten automatisk modtagerorienteret.

5. Værdiskabende

At du skaber værdi for dit netværk er helt centralt for om dine følgere bliver ved med at læse dine opdateringer. Du må for guds skyld ikke kede dem med ligegyldige opdateringer eller med at videredele indhold, som du ikke selv har brugt tid på at forholde dig til.

Hvis du gerne vil være aktivt tilstede på et socialt medie, så er du er nødt til at investere tid i at pleje dine relationer, i at overveje hvilke emner og viden, du gerne vil bidrage med og på at formidle kernen i dine budskaber videre, så dit netværk forstår, hvad det handler om.

Og så til tjeklisten

Det mest lavpraktiske redskab jeg har til det gode indhold er disse fire konkrete tommelfingerregler. Løb den derfor hurtigt igennem inden du deler din næste opdatering.

TJEKLISTEN TIL DEN FÆNGENDE OPDATERING

  • Er det et emne du brænder for?
  • Er indholdet relevant for modtageren?
  • Er der luget ud i ”Jeg” og ”Virksomhedsnavn” og erstattet med ”Du”?
  • Er det eller de meningsbærende ord først?

Jeg håber tjeklisten, kan hjælpe dig til at få de gode, fængende opdateringer afsted til dit netværk.

Og jeg håber, at teksten herover har inspireret dig til at dele ud af viden, erfaring og oplevelser på sociale medier. Jeg tror på, at i fællesskab bliver vi klogere.

Tags: , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.