Slip medarbejdernes faglige passion fri på sociale medier – og se dit brand folde sig ud

27.05.2019 af Kommentér

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at besøge Brian, som er dyrepasser i København Zoo. På Instagram går han under navnet @zookeeperguy. Og netop hans tilstedeværelse på Instagram var grunden til mit besøg.

Via sin profil lader Brian sine følgere komme HELT tæt på de dyr han passer – og vi får lov at opleve sjove, finurlige, skøre, betagende øjeblikke fra hans arbejdsdag med dyrene, som vi ikke har mulighed for at få adgang til på andre måder.

De seneste måneder har jeg brugt eksempler fra Zookeeperguys Instagram-profil i mine foredrag med titlen ”Giv ordet til medarbejderne”. Det indhold Brian deler på Instagram er nemlig det smukkeste eksempel på autentisk, medarbejder-skabt indhold, jeg har set længe.

Og heldigvis inviterede Brian og hans chef, Jesper, mig ind forbi Zoo til en snak om Brians Instagram-profil.

I den følgende tekst kan du derfor læse deres erfaringer og overvejelser i forbindelse med at lade Brian dele sin arbejdsglæde og faglige passion på Instragram – undervejs er teksten krydret med min perspektiver og anbefalinger til at arbejde med medarbejdere som ambassadører på sociale medier.

Advocacy = Authenticity

Min påstand er, at autentisk digitalt indhold slår alt – også i virksomhedskommunikationen. Og her tænker jeg ikke på iscenesat autentisk: Den type indhold, der tangerer reklame og presses igennem af chefen. Jeg tænker på ægte, autentisk indhold. Det har jeg tidligere skrevet om i artiklen her på Kforum, hvis du vil dykke mere ned i det.

Autentisk indhold – i relation til employee advocacy – er i bund og grund indhold, som er naturligt for den enkelte medarbejder at dele, og som er i tråd med dennes identitet både online og offline. For det er netop det, der gør det autentisk.

Og det indhold Brian deler på Instagram er drevet af hans personlige passion og er 100 % autentisk. Jeg kan varmt anbefale dig at smutte forbi Instagram og tage et kig på profilen.

Medarbejdere er mere troværdige end virksomhedsprofilen

Det er dokumenteret, at indhold delt af medarbejdere opleves som mere troværdigt end indhold delt fra virksomhedsprofilen. Ifølge den årlige analyse af troværdighed fra Edelman, et globalt kommunikations- og marketingbureau, så er CEO’en, journalister og offentlige institutioner mindre troværdige end medarbejdere.

Og de mest troværdige kilder er faglige eksperter eller mennesker, der minder om os selv. Se grafen herunder fra Edelmans Trust Barometer 2019.

Activate Employee Voices

Passionerede medarbejdere er en gave for enhver virksomhed

Historien om Zookeeperguy på Instagram er, at Brian i lang tid har fotograferet dyrene i løbet af sin arbejdsdag. Han har sendt billeder og video til Zoo’s kommunikationsfolk og de har løbende delt hans indhold på Zoo’s officielle profiler på sociale medier.

Men Brian havde simpelthen så meget godt indhold, forklarer han, og han blev utålmodig, hvis kommunikationsafdelingen ikke fik brugt det. Frustrationen førte til, at han spurgte om lov til at oprette sin egen profil på Instagram. Og til Brians fordel er Københavns Zoo meget åbne overfor deres medarbejderes idéer, så Brian fik grønt lys.

@zookeeperguys Instagram-profil

Det viste sig relativt hurtigt, at de korte videooptagelser af dyrene er guld værd for Brians følgere – og også guld værd for Zoo’s brand. I skrivende stund har profilen 4.853 følgere og tallet vokser støt uge for uge. Udover Brians venner, så består følgerne af alt fra forældre, børnehaver, unge mennesker, der drømmer om et job som dyrepasser – og også kolleger rundt om i verden. Og de har alle mulighed for at stille spørgsmål og komme i dialog med Brian via profilen i det omfang han har tid.

Inden Brian oprettede profilen talte Brian og Jesper blandt andet om han skulle skrive på dansk eller engelsk, om Brian skulle være med på videoerne sammen med dyrene, om frekvensen af opslag osv. Brian har selv valgt at skrive på engelsk, så flere kan følge med – og han er sjældent med på videoerne selv, for som han siger, det er dyrene det handler om.

I det hele taget er alt ved zookeeperguy-profilen udsprunget af Brians passion, engagement og stolthed ved sit job. Og han sparrer med Jesper undervejs, når der er behov – for der dukker hele tiden nye idéer og spørgsmål op fra følgere om alt fra omtale af produkter på profilen til sparring med unge, der drømmer om et job som dyrepasser.

3 grundsten til autentisk indhold

Tre ting skal være på plads, før indhold opleves som autentisk:

  1. En troværdig afsender
  2. Værdifuldt indhold
  3. Relevant, personligt budskab til rette tid.

På Zookeeperguys profil er der styr på alle tre. De to første kan ikke diskuteres. Det bliver ikke mere troværdigt end at have dyrepasseren som afsender. Billeder af dyr er generelt populært indhold på sociale medier, men sammen med billederne deler Brian ofte faglig info om alt fra madvaner, hvordan dyrene bruger deres sanser og til parringsritualer.

Og relevansen har han selv skabt ved blandt andet at bruge hashtagget #hippotuesday. Hans følgere ved dermed, at han deler noget om flodhestene hver tirsdag, det betyder, at der fx sidder børnehaver klar og venter på tirsdagens opdatering.

Zookeeperguy - hippotuesday

Balancen mellem arbejde og SoMe-tilstedeværelse

Det sværeste ved at have oprettet profilen er balancen i hverdagen. Brian beretter, at han bliver grebet af den opmærksomhed han får gennem profilen, han forsøger at være aktivt tilstede og bruger også tid på at finde ud af, hvad næste uges opslag skal være. Så tilstedeværelsen forpligter.

Til gengæld fortæller Brian også at profilen skaber endnu mere arbejdsglæde og stolthed hos ham personligt. Den anerkendelse og opmærksomhed han får ved at være aktiv gør ham glad – og det, at han har mulighed for at være en inspiration for andre, det er det hele værd.

Employee advocacy er også for dine medarbejdere

Nu sidder du nok og tænker, at det er svært at gøre Zoo eksemplet efter, for du har hverken dyrepassere eller Instagram-venlige dyr i din virksomhed. Til det vil jeg bare sige, at der findes mange gode eksempler på virksomheder med ildsjæle, som gør det virkelig godt.

I min bog ”Giv ordet til medarbejderne”, kan du læse om Unisport. De bruger ildsjæle med stor passion for fodbold, som værter på deres YouTube-kanal, hvor de demonstrerer fodboldudstyr. Værterne har desuden et meget stort antal følgere på Instagram og andre sociale medier. Passionen for fodbold i organisationen er hele grundlaget deres kommunikation.

Og i konsulenthuset Promentum, der rådgiver om og underviser i projektledelse, implementering og ledelse, deler konsulenterne ud af deres faglige viden i blogindlæg hver uge på website og på LinkedIn. Målgruppen er B-to-B og dermed ikke lige så stor som Zoo’s, men Promentum fanger de rette mennesker på LinkedIn og det har stor værdi for forretningen.

Der er utroligt mange forskellige tilgange til at engagere medarbejderne i virksomhedskommunikationen og derved slippe deres faglige passion fri.

Udover ildsjæle er der også to andre typer af medarbejdere – i min bog kalder jeg dem ”fagspecialister” og ”hær af kolleger”. Hvis du er nysgerrig efter, hvordan man arbejder med dem, så kan du læse mere i blogindlægget her.

Bliv klogere på employee advocacy

Vil du vide mere om, hvordan man engagerer medarbejderne digitalt?
Læs om bogens indhold eller køb den her.

Mennesker lytter til mennesker

Men vigtigst af alt er, at du lader dine medarbejdere være sig selv – være autentiske – når de deler arbejdsrelateret indhold på sociale medier.

Der er ikke længere tvivl om, at mennesker lytter til mennesker på sociale medier. Og de fleste virksomheder har et stort uudnyttet potentiale i deres medarbejdere. For helt grundlæggende kan virksomhedens branding blive styrket betydeligt, hvis medarbejdernes private netværk bliver integreret i den digitale kommunikation.

Og for medarbejderne er det ovenikøbet en fordel at kommunikere med afsæt i job, faglig viden eller i de værdier, som er fælles med arbejdspladsen. Det styrker deres personlige brand og arbejdsglæde.

Tusinde tak til Brian og Jesper (på billedet) for at dele ud af deres erfaringer med Instagram-profilen @zookeeperguy. Det er til stor inspiration.

Brian og Jesper fra Københavns Zoo

Tags: , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.